Damernes 2.divisionshold havde valgt denne weekend til at slå til. Modstanderne i weekendens kampe var de to tophold. Først gjaldt det Center. Holdet spillede flot og homogent, og det resulterede i nogle rigtig gode serier. De to første på godt og vel 900, og så i 3. serie blev der slået til for alvor, der blev den første rekord sat med 1092 for en serie. Det gode spil fortsatte i 4. serie, og det endte med, at der blev lavet en tangering af en klubrekord. Anette lavede totalt 762, og Hanne må nu dele rekorden med Anette. Så kom den allerbedste rekord i hus. Holdets samlede score endte på 4020. For første gang lykkedes det at komme over de magiske 4000. Center fik blot 30 kegler mere, men dette til trods blev pointfordelingen 10-14.

Søndag skulle vi møde det andet tophold:Suså. Vi fortsatte de gode takter fra lørdagens spil og lagde ud med to serier på 1023 og 1058 og hentede med dem 6 point hjem. de to sidste serier blev lidt mindre, og her måtte vi strække våben mod et bedre hold specielt båret af 2 spillere der hver fik over 800. De andre spillere på deres hold, kunne vi fint hamle op med. Vi måtte nøjes med 6 point i denne kamp, hvor slutresultatet blev 3964-4208.

Begge dage viste, at dameholdet i skrap konkurrence er i stand til at yde godt, og det tegner godt for de næste kampe.

Birthe P